BRUG FOR HJÆLP?

Den Sociale Gældsrådgivning er en 100% offentlig støttet organisation via offentlige midler, hvilket betyder, at der er desværre er konkrete krav til hvem vi må hjælpe på trin 2 – 3 samt hvad vi kan hjælpe med pr. 1. juli 2020 – dog ydes der gældsrådgivning til alle  på trin 1. 

  • Nuværende og tidligere kriminelle, som har henvendt sig på vores opsøgende besøg i landets fængsler, arresthuse, pensioner og KiF-afdelinger samt borgere, som tidligere har været tilknyttet en sådan institution. Denne målgruppe hjælpes i et samarbejde med Kriminalforsorgen.
  • Socialt udsatte borgere, som har henvendt sig på vores opsøgende besøg på forsorghjemmene i Aarhus samt socialt udsatte borgere generelt der selv retter henvendelse eller henvises via vores faste samarbejdspartnere. Denne målgruppe hjælpes i et samarbejde med Job, Udsatte og Socialpsykiatrien i Aarhus Kommune.
  • Ludomaner der er tilknyttet samt henvist via Forskningsklinikken for Ludomani i Aarhus eller Ludomaniklinikken Mindwork i København.

Vi arbejder løbende på at finde midler til at udvide vores rådgivning og derved hjælpe endnu flere borgere. Du er derfor altid velkommen til at ringe til os for at høre, om vi kan hjælpe lige netop dig. Vi henviser ydermere til www.dingaeldshjaelp.dk, hvor du blandt andet finde hjælp-til-selvhjælpsværktøjer til selv at håndtere din økonomi / gæld såvel som anden relevant information.

VI KAN HJÆLPE MED

Vi kan hjælpe dig med at få styr på din økonomiske situation, herunder din gæld, hvis du selv har mistet overblikket og har svært ved at betale dine udgifter. Vi yder assistance indenfor økonomiske problemstillinger, blandt andet:

  • Overblik over din økonomisk situation
  • Overblik over dine kreditorer
  • Hjælp til budgetlægning og hverdagsøkonomi
  • Udredning af din betalingsevne / rådighedsbeløb
  • Hjælp til at oprette en bankkonto
  • Hjælp til kreditorkontakt
  • Forslag til afdragsordninger og indgåelse af disse
  • Rådgivning omkring kviklån
  • Retsstilling over kreditorer, ved fogedretten mv.
  • Regler om forældelse, renter, rykkere og gebyrer
  • Regler om gældsanering og eftergivelse af offentlig gæld.

Tøv ikke med at ringe til os eller send os en mail – så finder vi sammen ud af, hvad vi eventuelt kan hjælpe dig med – eller klæder dig bedst muligt på, til selv at håndtere din økonomi / gæld.

VI IKKE KAN HJÆLPE MED

Der er en række forskellige sagsområder, som du desværre ikke kan få hjælp til, da vi som frivillig organisation er underlagt eksterne retningslinjer, interne etiske regler og forsikringsdækning. Dette gælder blandt andet:

  • Køb og salg af fast ejendom
  • Erstatningssager
  • Udarbejdelse af gældsbreve
  • Virksomhedsregnskaber
  • Inddrivelse af gæld
  • Moms o.l
  • Forskudsopgørelser
  • Selvangivelser

Hvis vi ikke kan hjælpe dig, vil vi forsøge at henvise dig til rette instans via vores netværk samt et godt kendskab til andre frivillige organisationer og offentlige myndigheder, som vi kan henvise dig til.

ETISKE REGLER

I 2010 udarbejdede vi et sæt etiske regler for vores rådgivning, der tager udgangspunkt i organisationens værdigrundlag. Reglerne er gældende for alle vores medarbejdere og har til formål at sikre en ensartet og kvalificeret rådgivning. 

LÆS MERE

TRINSYSTEM

I  2010 udarbejdede vi, med inspiration fra ”Bekendtgørelsen om retshjælp ved advokat, advokatvagt eller retshjælpsorganisation på trin 1-3”, retningslinjer for den rådgivning, der tilbydes og de problematikker, som vi møder i rådgivningen. 

LÆS MERE

 KVALITETSSTANDARD

I 2019 udarbejdede vi en officiel kvalitetsstandardbeskrivelse, der bl.a. har til formål at skabe gennemsigtighed i vores rådgivning – for dig som vores klient, dine kreditorer og samarbejdspartnere.   

LÆS MERE

DIT SAGSFORLØB HOS OS

Når du har valgt DSG til at varetage din sag, vil der blive afholdt et møde enten telefonisk eller online – læs mere under KONTAKT. På mødet vil vi indledningsvist orientere dig grundigt om sagsbehandlingens forløb, ligesom der spørges ind til dine økonomiske forhold (herunder indtægter, udgifter, gældsforhold m.v.) For at overskueliggøre dit sagsforløb vil det være inddelt i tre faser med flere sagsbehandlingsskridt under hver fase: 1. Overblikdannelse, 2. Sagsforløb og 3. Afslutning

Overbliksdannelsen

I forbindelse med din henvendelse udfyldes et spørgeskema. Herefter skabes et overblik over dine indtægter og udgifter, og på denne baggrund udarbejdes en handleplan for dit videre forløb.

Selve sagsbehandlingen begynder med, at du giver DSG en fuldmagt. Denne er forudsætningen for, at vi kan handle på dine vegne over for dine kreditorer, herunder indhente de oplysninger, som er nødvendige for at behandle din sag. Desuden underskrives en samarbejdsaftale, hvor du erklærer at være villig til at overholde de indgåede aftaler samt at du er indforstået med, at du har orienteringspligt over for DSG.

Der indhentes herefter dokumentation for alle dine enkelte udgifter og indtægter, herunder f.eks. lønsedler/revalidering eller pension samt bankudskrift for de seneste tre måneder for at udarbejde et budget over dine og evt. din samlever/ægtefælles indtægter og udgifter for at finde din betalingsevne. Betalingsevneberegningen er afgørende for den videre sagsbehandling, idet udregningen viser, hvor meget du bør have mulighed for at afbetale på din gæld. Da vores budget er udarbejdet i henhold til lovgivningen herom, er det meget vigtigt, at du respekterer udregningen.

Samtidig laves der en Gældsscreening for at skabe et overblik over dine samlede gældsposter. For at vi kan sætte gang i denne, skal du fremkomme med alle papirer vedrørende din økonomi, herunder alle breve og papirer fra henholdsvis private og offentlige kreditorer, som du er i besiddelse af. Dokumenterne gennemgås, og der laves i samarbejde med dig en liste over andre mulige kreditorer, både de, som fremgår af korrespondancen, og de som måtte eksistere ud over dette.

Herefter foretages en juridisk screening af alle kreditor krav for blandt andet at tjekke for forældelse, rykker og inkassogebyrer, renter mv. for at sikre vi har et komplet overblik over alle dine gældsposter herunder også hvilke der kan forhandles med eller som måske lige frem viser sig til at være forældet.

Når Gældsmanageren har modtaget alle relevante oplysninger og fået udarbejdet et budget, vil vi i samråd med dig/jer danne os et overblik over dine/jeres muligheder. Disse muligheder kan involvere f.eks. afdragsordninger, gældssanering, indsigelser eller henstand hos en eller flere kreditorer. Der aftales nu en strategi for det videre forløb i form af en handleplan, som skal godkendes skriftlig af dig – før din Gældsmanager fx kan tage kontakt til dine kreditorer.

 

Sagsbehandlingen

Sagsbehandlingen begynder du har godkendt vores handleplan. Herefter er vi klar til at forhandle med dine kreditorer eller hvis muligt påbegynde en ansøgning om gældssanering.

Når din Gældsmanager har fået et overblik, og du har godkendt den aftalte handleplan, tages den indledende kontakt til dine kreditorer. Dette både for at orientere dine kreditorer om, at vi repræsentere dig og for at indgå i en dialog om en realistisk afvikling af din gæld.

Der vil nu være en løbende korrespondance mellem kreditor og DSG, hvor vi forsøger at opnå nogle løsninger, der både er realistiske i forhold til din økonomi, men som samtidig tilfredsstiller kreditor. Vi kan ikke få din gæld til at forsvinde, men vi kan sørge for, at du rådgives bedst muligt, om de muligheder du har og hjælpe dig aktivt med at forhandle med dine kreditorer. DSG vil under hele forløbet have kontakt til kreditorerne og stå til kreditorernes rådighed, hvis kreditorerne har brug for at komme i kontakt med dig/jer, eller hvis disse har brug for at få afklaring på forskellige spørgsmål eller få tilsendt yderligere dokumentation, f.eks. kopi af budget.

DSG vil ligeledes kunne varetage eventuelle møder i Fogedretten, hvor geografisk muligt, idet sagsbehandlerne fra DSG både kan møde op i retten og efterfølgende tage sig af sagsbehandlingen. Hvis vi ikke har mulighed for at møde i fogedretten, sørger vi i stedet for at forberede dig bedst muligt herpå. Det vil ske ved at forklare dig forløbet af et fogedretsmøde og ved at udstyre dig med den nødvendige dokumentation for dine økonomiske forhold.

Afslutning

Vi afslutter din sag, når vi har nået vores mål, f.eks. indgået afdragsordninger, frivillige forlig eller fået eftergivet noget af din gæld.

Når din Gældsmanager har været i kontakt med alle dine kreditorer eller hvis muligt indsendt din ansøgning om gældssanering / eftergivelse af offentlig gæld, og der er indgået de ønskede aftaler jf. din handleplan, vil din Gældsmanager udarbejde en oversigt over de opnåede resultater. Din sag hos DSG afsluttes med et personligt eller telefonisk møde, hvor hele din gældssag gennemgås og de valgte løsninger forklares, så du rustes til at tackle lignende problemstillinger i fremtiden. Der sendes ydermere information herom til dine kreditorer, således al fremtidig korrespondance igen sendes direkte til dig.

Du skal hjælpes til selv at kunne holde styr på din økonomi i fremtiden. Derfor lægger vi vægt på at lave aftaler med dig om, hvordan du fremover forholder dig i anledning af nye problemer eller eventuelle tvister i gamle sager, inden vi giver slip på dig. Du bliver således ”klædt på” til at håndtere dine kreditorer selv fremadrettet, idet vi informerer dig om dine rettigheder og pligter i forbindelse med eksempelvis inkassobesøg, registrering i RKI og møder i fogedretten.

Når din sag er færdigbehandlet hos DSG, vil delen af henvendelsesskemaet med stamoplysninger blive makuleret (dvs. de oplysninger, der identificerer din sag). De resterende sider vil indgå i en undersøgelse om danskeres gældsproblemer generelt (og anonymt). Undersøgelsen har til formål at få et overblik over hvilke faktorer, der er medvirkende til, at man bliver fanget i gældsspiralen, og hvad man i fremtiden kan gøre for at forhindre, at andre mennesker ender i samme situation.

 

TØV IKKE MED AT SØGE HJÆLP!

Vi kan alle stå i en situation, hvor vi vi har brug for hjælp til vores økonomi. Det kan være skræmmende og uoverskuelig at stå med alene – men du er ikke alene! Vi er her for at hjælpe dig. Det kræver blot, at du rækker ud efter hjælpen. Kontakt os hellere i dag end i morgen!