Ansatte

På grund af den store andel af frivillige og praktikanter er der hos Den Sociale Gældsrådgivning naturligt en forholdsvis høj udskiftning blandt medarbejderne. For at sikre kontinuitet i både sagsbehandlingen og organisationens overordnede udvikling er det af største vigtighed at have en kerne af faste medarbejdere. Her er vi så heldige at have en gruppe særdeles kvalificerede ildsjæle ansat.

De faste medarbejdere i gældrådgivning har alle en økonomisk eller finansiel uddannelse, og  kvalitetssikrer den rådgivning og sagsbehandling, der ydes. Samtidig fungerer de som sparringspartnere for frivillige og praktikanter. 

Ud over faste medarbejdere i rådgivende funktioner har vi enkelte faste medarbejdere i understøttende funktioner, der fx har ansvaret for organisationens økonomi og budgetter, rekruttering, medarbejderpleje, kommunikation mv. Disse medarbejdere sørger for, at Den Sociale Gældsrådgivning drives på bedst mulige vis, og at organisationen også i fremtiden vil kunne hjælpe de mange borgere, der har brug for vores råd og assistance.

Når tilskud og budgetter giver mulighed for det, ansættes der medarbejdere på deltid i de forskellige afdelinger, som kan assistere lederne i deres arbejde. Her benytter vi ofte lejligheden til at belønne vores erfarne og dygtige frivillige med en deltidsansættelse ved siden af deres frivillige timer. Vi har desuden virksomhedspraktikker og løntilskudsstillinger, når situationen tillader det. Vi håber hermed at kunne hjælpe de pågældende med at få en fod inden for på arbejdsmarkedet og opbygge værdifuld erfaring, der kan hjælpe dem i senere ansættelser.